Private 5G-netværk giver virksomheder helt nye muligheder

5G kan ikke kun bruges af mobilkunder. Også virksomheder kan få stor gavn af 5G-teknologien, som kan effektivere og automatisere produktionen.

Private 5G-netværk giver virksomheder helt nye muligheder

5G NR (New Radio) kan, ligesom 4G LTE, opsættes i såkaldte private miljø. 5G-standarden er dog udviklet netop med dette for øje. Men hvad betyder det egentlig, at 5G-netværk kan være private? Bliv klogere på det her.

Du kender formentlig 5G som den netværksteknologi, de danske teleselskaber er i gang med at rulle ud til de danske mobilkunder. Men fordi 5G-standarden er langt hurtigere, har kortere responstid og meget højere båndbredde, kan 5G også bruges til meget andet end at forbinde til danskernes mobiltelefoner.

Det er her, de private 5G-netværk kommer ind i billedet. Private 5G-netværk dækker over dedikerede 5G-netværk, som kan rulles ud til virksomheder, f.eks. store byggepladser, fabrikker og store arbejdspladser.

Private 5G-netværk vil i de fleste tilfælde blive rullet ud af de eksisterende teleselskaber. I teorien er der dog ikke noget til hinder for, at tilstrækkeligt store virksomheder også selv kan vælge at udrulle deres eget helt private 5G-netværk uafhængigt af de eksisterende teleselskaber.

Læs også: Globale 5G-netværk når milepæl – over 100 aktive 5G-net

Hvad kan man med private 5G-netværk?

Private 5G ventes at kunne realisere industriens fremtid – det som også kaldes for Industrial Internet of Things (IIOT) eller Industry 4.0. Det dækker over den stigende industrialisering og automatering, der vil ske af fremstillingsprocesser takket være blandt andet 5G-teknologien.

Ved hjælp af 5G-teknologien network slicing kan teleselskaberne skabe virtuelle og uafhængige network med ene og samme fysiske infrastruktur. En ’slice’ til en fabrik vil for eksempel blive optimeret til at have høj pålidelighed og lav responstid, mens det måske ikke er nødvendigt med en voldsomt høj hastighed. Eller måske er ’slicen’ optimeret med ekstra høj sikkerhed. Det private 5G-netværks egenskaber kan tilpasses lige efter de egenskaber, som hver enkel virksomhed efterspørger.

Øget effektivisering og automatisering

I fremtiden vil man se virksomheder, som bruger private 5G-netværk til at overvåge store dele af fremstillingsprocessorerne med et stort antal internetforbundne produkter (IoT) i form af sensorer. Al data bliver analyseret i realtid, og virksomhederne vil have mulighed for at automatisere og optimere fremstillingsprocesserne på helt nye måder takket være 5G.

Privat 5G kan også bruges som en fuldgyldig erstatning til eksisterende lokale netværk (LAN) i virksomhederne. Kablet internet vil altså på sigt blive erstattet af trådløse indendørs 5G-netværk. Ved brug af såkaldte small cells – små 5G-antenner – kan private 5G-netværk også bruges af virksomheder på samme måde, som de i dag bruger Wi-Fi.

Netop dette er en af de planer, som den danske producent af pumper Grundfos har med private 5G-netværk. Grundfos, TDC og leverandøren Ericsson annoncerede i juli 2020, at de ville udvikle Danmarks første industrielle 5G-netværk på en af Grundfos’ fabrikker i Bjerringbro. Her skal de undersøge, hvilke muligheder for blandt andet øget effektivisering og automatisering 5G kan give. Og fordi kabelforbindelserne skal erstattes med 5G på sigt, vil det formentlig give Grundfos helt nye produktionsmuligheder og øget fleksibilitet.

Også tyske Mercedes-Benz er ved at undersøge mulighederne med 5G. Faktisk menes deres nye ”Fabrik 56” i Tyskland at være verdens første bilfabrik, der tog 5G til sig. Det skete tilbage i sommeren 2019 sammen med Ericsson og det spanske teleselskab Telefonica.

I de kommende år vil vi se mange flere virksomheder begyndte at udforske mulighederne med private 5G-netværk. Det er altså langt fra kun mobilkunderne, der får gavn af 5G. 5G har potentiale til meget mere – og det begynder erhvervslivet så småt at få øjnene op for.

Læs også: Alt du skal vide om 5G-teknologien